Jens Ole Mortensen

Min historie - den lange udgave

Jeg er født i et parcelhuskvarter i Struer i 1970. Min far er uddannet tømrer og har arbejdet som tømrer, snedker og bygningssnedker i en del år, og min mor er kontoruddannet og har ikke haft arbejde uden for hjemmet, siden jeg blev født.

Jeg har to yngre brødre, født i henholdsvis 1972 og 1978. Omkring 1974 flyttede mine forældre, min lillebror og jeg fra byen ud til det, der dengang blev betragtet som landet, så jeg i høj grad er opvokset i landlige omgivelser. I dag er området dog næsten blevet en del af byen.

Jeg var meget på nabogårdene, hvor det var naturligt, at børnene hjalp til med de opgaver, der skulle løses. Ellers var vi ude at lege og lave det, som man i dag sikkert ville betragte som både farligt og risikabelt, men dengang var det bare drenge, der legede. Hjemme var det også en del af hverdagen at hjælpe til. Min far har haft et tømrerfirma og et maskinsnedkeri, siden vi flyttede på landet, og der var opgaver, man skulle tage del i.

Da jeg var ca. 10 til 11 år, fik man valget: Hvis man ikke ville arbejde hjemme, måtte man finde et andet fritidsjob, for man skulle lave noget. At gå rundt og lave ingenting var ikke en mulighed der, hvor jeg kommer fra. Jeg begyndte derfor at arbejde på en nærliggende kyllingefarm efter skole indtil spisetid. Med tiden fik jeg mere og mere ansvar, fordi man vokser med opgaven. Til sidst havde jeg ofte weekendvagten for ca. 135.000 kyllinger, og det kunne betyde, at jeg måtte op om natten og ud på farmen for at starte den gamle nødstrømsgenerator igen, hvis strømmen svigtede. Generatoren var et ældre aggregat (jeg mener, den stammede fra et gammelt elværk eller måske et fyrtårn, jeg kan ikke helt huske det), men jeg husker tydeligt, at den havde dekompressionsventiler og skulle startes med håndsving. Det kan godt være en opgave, når man knap nok lige er blevet konfirmeret.

Når jeg kom hjem, havde jeg et værksted, hvor jeg byggede og reparerede mange ting. Jeg var nok omkring 12 år, da jeg fik min første knallert, og jeg begyndte at lave en lille forretning med at reparere knallerter, plæneklippere og andet udstyr. Indtægterne gik typisk til værktøj og dele til videre arbejde. Vi var ofte 4-5 drenge, der i flere år brugte meget af vores fritid på at skrue i alt det, vi kunne komme i nærheden af, når vi ikke var i skole eller på arbejde.

Skolen var ikke det, der interesserede mig mest, og det betød nok, at jeg ikke altid var helt der, hvor jeg skulle være, eller fik lavet det, jeg burde. Jeg var fra landet og talte måske også en lidt anden dialekt end dem inde i byen.

Geografisk var vi placeret sådan, at de drenge, jeg havde kendt fra min tidlige barndom, gik på landskolen, mens jeg kom på byskolen. Jeg var heller ikke særlig stærk i læsning, og det fangede mig ikke rigtigt. Alligevel gik det nogenlunde, selvom jeg stort set ikke lavede lektier i min skoletid.

Skolen var ikke rigtigt en succes for mig. Senere nåede jeg frem til den konklusion, at meget af det, jeg ikke havde lært i skolen, måtte jeg tage igen som voksen. Det var ikke den nemmeste vej, men det var nødvendigt for at komme videre, så jeg gik i gang og har opkvalificeret mig ad flere omgange.

I 8. klasse fik jeg en ny klasselærer, som kunne se potentiale i mig, selvom jeg ikke prioriterede skolen højt. Hun kiggede af og til forbi mit lille værksted om aftenen, når hun var ude at lufte hunden, og vi fik en god relation. På det tidspunkt var jeg begyndt at arbejde hos en cykelhandler om eftermiddagen.

Cykelhandlen blev drevet af en mand, der arbejdede på et slagteri om dagen og havde butikken ved siden af. Den havde derfor kun åbent nogle timer om eftermiddagen. I starten blev der solgt cykler og lavet cykelreparationer, og jeg var ansat efter skoletid. Jeg arbejdede både i værkstedet og med salg.

Efter ca. tre måneder i 9. klasse kunne min klasselærer og jeg se, at skolen ikke var god for mig, og at jeg heller ikke var god for skolen. Jeg havde læst om muligheden for at arbejde i stedet for at gå i skole, så længe man fortsat var tilknyttet skolen, og jeg tog idéen op med min arbejdsgiver. Jeg fik både ham og min klasselærer med på den, og min klasselærer var en stor hjælp, fordi hun også fik overbevist mine forældre om, at det var den rigtige løsning.

Det betød, at jeg kom til at passe cykelforretningen alene og stod for både butik og værksted på fuld tid. Jeg var også med til at udvide sortimentet, så vi solgte knallerter, reservedele til knallerter og servicerede dem på værkstedet.

Når jeg ikke var på arbejde, arbejdede jeg videre i mit værksted hjemme. Jeg begyndte blandt andet at bygge maskiner til min far, som han brugte i produktionen på maskinsnedkeriet, og jeg udførte også en del el-arbejde under kyndig vejledning af min fars elektriker.

Med tiden fik jeg lyst til at komme videre. Jeg fik et arbejde som arbejdsdreng på værktøjsmagerafdelingen hos Bang & Olufsen (B&O). Jeg var der en periode og kom derefter på EFG basisår. Efterfølgende kom jeg i lære hos B&O i værktøjsafdelingen.

Efter endt læretid arbejdede jeg først kort som værktøjsmager, men skiftede hurtigt til svejsning og kom senere ind i klejnsmedefaget. Jeg arbejdede hos en smed, hvor jeg fik nogle faste kunder, som jeg i praksis tog mig af.

På et tidspunkt var der en stille periode, og jeg valgte at styrke mine kompetencer. Jeg tog på svejseskole i ca. ni måneder og tog stort set alle relevante svejsecertifikater.

I en periode arbejdede jeg primært som certificeret svejser, og jeg blev senere selvstændig med klejnsmedie og maskinbyggeri, samt en tilknyttet VVS-afdeling. På et tidspunkt løb økonomien dog tør, og virksomheden kunne ikke fortsætte.

Herefter arbejdede jeg videre som svejser, smed og maskinarbejder, blandt andet på et skibsværft. Da der igen kom en roligere periode, tog jeg krancertifikater og truckcertifikat. Jeg havde kørt mange typer maskiner i forvejen, men ville gerne have det på plads formelt.

Efterfølgende kørte jeg lastbilkran i en periode og derefter mobilkran i et par år (to-tre år). Men på et tidspunkt får man nok af at være hjemmefra omkring 200 dage om året.

Jeg havde derefter en kort pause, hvor jeg tumlede med helbredet og nåede frem til, at jeg ikke skulle fortsætte med hårdt fysisk arbejde på samme niveau.

Senere kom jeg til Twinca som driftsleder, og efter et par år blev jeg IT-ansvarlig driftsleder med ansvar for IT, support samt udvikling af hardware og software til minkfodringssystemer. Jeg rejste en del rundt i verden som ekspert på området og programmerede også de første Twinca-dumpere med Curtis-controllere.

Det fik en brat afslutning i 2020, da minkproduktionen i Danmark blev lukket ned, hvilket måske udgjorde omkring 75 % af vores kundegrundlag.

Derefter begyndte jeg at opbygge mine IT- og programmeringskompetencer via en akademiuddannelse (AU). Jeg har gennemført alle enkeltfagene, men har ikke lavet et afsluttende projekt, fordi jeg på det tidspunkt havde opnået den viden, jeg havde brug for til at komme videre.

I forbindelse med nedlukningen blev der oprettet en særlig “mink-ordning”, hvor man kunne omskoles i perioden med dagpengeret. I praksis viste det sig dog, at ordningen ikke gjaldt på samme måde, hvis man havde et CVR-nummer. Jeg kunne derfor kun få støtte i en kortere periode, medmindre jeg lukkede virksomheden. I stedet valgte jeg at gå fuldtid som selvstændig, tog de IT-opgaver jeg kunne få, og supplerede i perioder med håndværks- og havearbejde, mens jeg læste.

Det bringer mig til i dag. Jeg har en bred teknisk baggrund og har arbejdet med IT i mange år. Ved siden af mine almindelige stillinger har jeg drevet JOM-IT siden 2009 med IT-support/konsulentopgaver og udvikling. Jeg er samtidig løbende i gang med læring og opkvalificering. Det er en nødvendighed i IT og softwareudvikling, og jeg synes, det er både spændende og udfordrende.

Siden marts 2023 har jeg været en del af en IT-afdeling i en større virksomhed, og fra 2024 og frem har mit arbejde i stigende grad været tungere IT-opgaver og udvikling, primært C#, SQL og PowerShell.

I fritiden er jeg aktiv med skydning (lerdueskydning og riffel) og er frivillig hjælper/flugtskydningsinstruktør. Jeg er også aktiv i bestyrelsen i en jagtforening (skydebanen).

Hvad vil jeg sige med alt det her? At man kan, hvad man vil. Det er først og fremmest et spørgsmål om indsats og vilje. Selvom det måske ikke ser lovende ud fra start, har man altid mulighed for at ændre retning. Jeg arbejder lidt efter princippet “alt er muligt; det er bare et spørgsmål om indsats”. Og husk: Eksperter er ofte dem, der har lavet alle tænkelige fejl og lært af dem. Jeg har i dag stor gavn af, at jeg er vokset op med og opdraget til, at der ikke er noget, man ikke kan. Det umulige tager bare lidt længere tid.